Indhold:
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
1) Datoer for Bag Scenen
Redaktionen er nu Jan Pedersen (jp@silkeborgnyteater.dk |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
2) HUSKE-Kalender
07.03.09 kl. 18.00 Fest 26.04.09 kl. 19.00 Generalforsamling 04.01.09 kl. 19.00 Revy: Kom nu igang 18.01.09 kl. 19.00 Henrik og Pernille 25.01.09 kl. 19.00 Folk og Røvere i Kardemommeby |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
3) Nye ansigter Leo Gravesen: Fra Bryrup – Gift med Alice som i mange år har været fast medlem af værtsgruppen m.m. MartinTønnesen: Fra Gjern – 33 år – Har spillet serveringsteater. Arne Foged: Bor sammen med Lone Sørensen – Vil gerne hjælpe til i værtsgruppen. Michael Jørgensen: Fra Silkeborg – skal spille med i Liebhaverne. Ejnar Bak: Gift med Inge Marie. Vil gerne hjælpe til i værtsgruppen. Kate Madsen: 41 år og fra Hammel. Ingen teatererfaring, men lærenem og elsker at synge. Kamilla Iversen: Genindmeldelse. 22 år fra Silkeborg - Teatererfaring: Igennem hele folkeskolen har jeg altid været den, som først sprang til, når der var skolekomedier i sigte. Valget af efterskole afhang selvfølgelig også af mulighederne for skuespil. Siden da tog jeg til England for at beskæftige mig mere med faget og bestod The London Academy Of Music And Dramatic Art i guld. Senere valgte jeg drama som tilvalgsfag på HF. Tue Madsen: 17 år. Har erfaring fra teaterefterskole og et ophold i England. |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
4) Rengøringsplan 2009
Så er der rengøringsplan for foråret 2009.
Vi går den lange del af sæsonen i møde, og der skal mange gæster gennem teateret. Bag stage kommer der også folk op til 5 dage om ugen, så det er rart at der er rent og pænt, både i salene hos gæsterne og i køkken og omklædning hos os selv. Så kom med et smil og brug 1½ time på at gøre det dejligt og pænt at være hos os. Det er jo kun den ene gang om året. Hvad der skal laves står i planen ved opslagstavlen, samt et afkrydsningsskema på opslagstavlen. Hvis man er forhindret er man selv ansvarlig for at få byttet, eller finde en anden. Mangler I en nøgle, sker henvendelse til Susanne Segalt, (22 34 05 98) |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
5) Rønshoved 2008 Fredag den 19.september 2008 drog en flok kursister fra SNT mod Rønshoved Højskole for at deltage i Dats kursus. Der var deltagere til kostumer, skuespilteknik, revy/cabaret og instruktion.På holdet med kostumer deltog Merete, Alice, Lene, Kirsten , Hanne og undertegnede.. Læreren var Anna Holm, uddannet håndarbejdslærer. På holdet skulle vi med en tekst som oplæg bruge fantasien og forholdsvis billige materialer til at udarbejde forslag til kostumer og fremstille konkrete kostumer. Vi skulle arbejde med papir,tape, plastik, dekorationsstof, limklude osv. Teksten vi skulle inspireres af var Lorcas skuespil:Don Perlimplims kærlighed til Belisa. Først skulle alle komme med deres bud på hvordan hovedpersonerne så ud.Hvilket dyr tænkte man på, hvilken farve, hvilken lyd, hvilken madvare, hvilken duft, osv. Der var meget forskellige bud fra deltagerne. Belisa: lækat- dådyr- lummer violet- ishvid- falsk violin- vindharpe- jordbær- kaviar- fløderand-lavendler-roser- Perlimplim: hamster,- muldvarp- mørkebrun- brunkål- tyk brun sovs- gamle bøger- tobak- snorkelyde- smågrynten- pukkelrygget-træben. Vi skulle så tegne personerne- og derefter vælge hvem vi ville lave kostumer til af de nævnte matrialer. Alle valgte kjole til Belisa.Der blev også fremstillet masker. Søndag inden afslutningen blev kostumerne så fremvist for deltagerne på de andre hold..Kostumernes holdbarhed er nok ikke den bedste, så den slags kostumer kan nok ikke bruges så meget på SNT,hvor stykkerne spiller så mange gange.Men sjovt var det at deltage og bruge sin fantasi og anderledes matrialer. Ulla Andersen |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
6) Liebhaverne ”Liebhavernes” tilblivelse på Silkeborg Ny Teater
Af Pernille Toft
Som det må være gået op for de fleste medlemmer blev der her i efteråret 2008 spillet et forholdsvist moderne dansk teaterstykke fra 1997 på Silkeborg Ny Teater, 13 forestillinger blev det til. Stykket hed ”Liebhaverne” og vi var 3 mænd og 3 kvinder på scenen foruden de mange flittige kulisse- og kostumefolk, sufflør Inge Marie Bach og ikke mindst instruktør, Michael Iversen og hans assistent Susanne Segalt.
For undertegnede startede processen allerede i løbet af vinteren og foråret før stykket blev sat op. Jeg var nemlig så heldig at være med i repertoireudvalget, hvor vi var en pæn flok medlemmer, der mødtes 5-6 gange for at udvælge bl.a. efterårsstykket. Vi var enige om, at det gerne måtte være lidt mere moderne og gerne dansk til afveksling fra de mange engelske komedier. Men dermed hørte enigheden også op. Vi var igennem mange forskellige stykker og musicals og Nikoline Werdelin blev nævnt flere gange, både med ”Liebhaverne” og ”Snart kommer tiden.” Det sidste blev hurtigt forkastet, men ”Liebhaverne” blev ved med at dukke op, selv om det var blevet skudt ned fortrinsvis pga. de ”frække ord, ” og fordi der var nogen, der simpelthen bare ikke kunne lide stykket. Heldigvis var den kommende instruktør til stede ved møderne og hans tilsagn om at ville instruere var med til at gøre, at ” Liebhaverne” blev valgt i sidste ende.
Næste skridt efter bestyrelsens godkendelse var rollefordelingen. Jeg var glad for at blive tilbudt én de tre kvindelige roller og tænkte egentlig ikke nærmere over, hvilken person, jeg skulle spille før et par dage før første gennemlæsning, hvor det gik op for mig, at Helene som jeg var blevet tildelt, taler i ét væk gennem hele stykket. De to veninder Karen og Kikki blev besat med Tina Elkjær og Mette Petersen. Lidt sværere var det med de mandlige roller. Her var gode råd dyre, da de to af teatrets medlemmer, som man havde satset på, ikke var disponible alligevel. Instruktøren fik dog på mirakuløs vis skaffet to fantastisk dygtige og erfarne amatørskuespillere udefra til rollerne som Otto og Peter, Karen og Helenes ægtemænd.
Premieren var berammet til den 9. oktober, da vi startede den 29. juli med at læse stykket igennem første gang. Efter endnu en læseprøve den 31. juli var vi klar til at gå på scenen den 12. august, da sommerferien for alvor var forbi. De to første gange blev også brugt til at finpudse øveplanen i henhold til, hvem der ikke kunne komme hvornår, især med henblik på de ekstra øvegange i weekenderne, som blev plottet ind i kalenderen allerede på dette tidlige tidspunkt. Vi fik således primo august udleveret en detaljeret øveplan med angivelse af, hvilke scener, der skulle gennemgås den enkelte tirsdag eller torsdag aften eller weekend. Det gjorde hele forløbet meget overskueligt og øgede koncentrationen om de enkelte scener.
Det var første gang Michael Iversen skulle instruere på SNT, så vi var nogle, som var lidt spændte på, hvordan han ville gribe det an. Det viste sig, at han var særdeles velforberedt og helt fra dag ét virkede det som om han havde et klart billede af både scenografien og de enkelte figurers udvikling. Selve scenegangen var også planlagt i store træk og blev kun justeret hen ad vejen nogle få steder. Fokus under prøverne var derfor på selve skuespillet, på at vi skulle være ægte til stede og undgå at ”spille teater”. Jeg brugte selv ordet kulturchok efter første øvegang. Det var grænseoverskridende at blive bremset i replikkerne næsten hver gang, man havde sagt en sætning for lige at blive rettet på tonefaldet, rytmen og få at vide hvilken følelse eller undertekst, replikken gerne skulle afspejle. Det kunne være frustrerende at blive afbrudt så meget, når man bare gerne vil have lov til at spille teater, men vi vænnede os hurtigt til rytmen, hvor vi gennemgik de enkelte scener nærmest replik for replik og dernæst hele scenen i sammenhæng. Efter samme mønster begyndte vi at sætte scenerne sammen i små klynger efter deres logiske sammenhæng. Denne måde at øve på, gjorde at vi kom igennem nogle af scenerne rigtigt mange gang i træk. Selv om formålet med dette ikke var at lære replikkerne, så var det en positiv sidegevinst, at teksten på den måde blev prentet ind i hjernen nærmest helt af sig selv. De tre weekender, hvor vi øvede fra om formiddagen og til15-16-tiden om eftermiddagen gav også kvantespring, både i forhold til selve spillet, scenegangen og replikskiftene.
Samtidig havde Michael opstillet den regel (vistnok hugget fra en anden Michael), at vi anden gang en scene var på programmet skulle øve uden manuskript, og helst også uden suffli. Det gav lidt pauser ind imellem, når replikkerne skulle på plads, men alt i alt gjorde hele holdet en kæmpe indsats for at lære replikkerne og vi nåede på rekordtid derhen, hvor det ikke drejede sig om replikkerne, men mere om nærværet på scenen.
Et par gange lavede vi nogle små individuelle skriveøvelser, hvor vi svarede på spørgsmål om vores figur og en enkelt gang indledte vi med en afslapnings/koncentrationsøvelse, hvor Michael guidede os frem til en tilstand af parathed og fokus. Vi arbejdede også med at huske at have fokus både på scenen og publikum, altså at spille ud over scenekanten og ikke bare lukke os inde i vores egen cirkel.
Generelt var vi var alle sammen meget ivrige efter at gøre vores bedste og der blev lyttet intenst til instruktørens kommentarer efter hver scene og arbejdet efter hans anvisninger i meget høj grad samtidig med, at hver enkelt skuespiller blev motiveret til at mærke impulserne fra de andre og reagere på dem på scenen.
Torsdag den 11. september var der åben prøve for medlemmerne. På det tidspunkt var stykket for mig en mosaik af skarpslebne brikker, der manglede at blive sat sammen, så det var en udfordring at sætte brikkerne i rigtig rækkefølge ved hjælp af rollehæftet bag scenen. Suffløren, Inge Marie, fik en hård aften med intervention alt i alt 3-4 gange. Ellers kørte det bare på skinner, og vi fik da vist også en del ros bagefter…
Euforien lagde sig ved næste øvegang, hvor vi spillede stykket igennem på 78 omdrejninger – Helene var på Prosac OG kokain den aften!
Derefter var det egentlig bare benarbejde, der var tilbage. Vi lavede gennemspilninger til vi var ved at brække os, men det viste sig at være det helt rigtige, for der blev ved med at dukke nye facetter op af personerne og vi blev mere frie til at være til stede i situationen og gøre det som føltes rigtigt på det givne tidspunkt.
Da vi nåede til generalprøven søndag den 5. oktober var vi så klar som en spændt fjeder efter den sidste gennemspilning, som havde fundet sted om lørdagen fra kl. otte om morgenen. Og det gik rigtigt godt med både generalprøve og premiere og faktisk også med alle forestillingerne, hvor vi fik mange forskellige reaktioner fra publikum og teatrets medlemmer på dette mærkelige nymodens stykke og de store følelser, der blev vist på scenen. Men én ting er sikkert: Det var aldrig kedeligt! Måske lige undtagen for Inge Marie.. |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
7) Jon Stage Jon ”Silk” Stages aften for medlemmerne i september Der var pænt fyldt i vores teatersal da Lone og Verner’s arrangement fandt sted i september. Alle var spændte på, at høre om den unge mands præstationer. De blev ikke skuffet. Jon sagde endda, at det var hans første foredrag, men det var der ingen der kunne mærke. Han varierede det fint mellem live opvisning af halsbrækkende breakdance og korte klip på projektoren. Trods hans unge alder har han nået at optræde på MTV og være vidt omkring i verden med sin dans. Han har eminente evner til minutiøst at finpudse enhver detalje i sine danse. De smagsprøver han gav live på scenen var heller ikke udvalgt fra den nemme skuffe. Trods god kondition og fysik havde han lige brug for at få pusten efter hvert indslag. Ingen fik lov at falde hen. Uanset om det var en stilart man havde interesse for i forvejen eller ej, så var hans udførelse både akrobatisk og spændende. Det var tydeligt, at det der tændte ham her i livet var det der havde med dans at gøre. En flot og professionel opvisning på vores egen scene. Fint arrangeret af Lone og Verner - Jørgen - |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
6) Bagtrappen
Besøg af Teatergruppen ”Bagtrappen”
En december-aften kort før jul havde vi besøg af teatret ”Bagtrappen” fra Århus. Teatret, som har Christian Eiming som grundlægger og kreativ leder, rejser rundt med en trilogi der skal beskrive en amerikansk kærlighedshistorie. Det er dog kun de første 2 afsnit i trilogien der er færdigproduceret, og det var derfor også kun de 2 afsnit der blev opført for os. Det var dog tæt på, at vi kun så et afsnit. En af skuespillerne var nemlig sprunget fra. Det tog Christian dog ikke så tungt. Han overtog selv rollen - dog med et rollehæfte i hånden gennem hele forestilllingen. Det betød dog ikke noget for os. Vi vænnede os lynhurtigt til, at rollehæftet var der. Aftenen startede med en 10 minutters video-sekvens fra et teater i England, hvor de opførte en speciel version af et ”Jerry Springer”-show – opført som opera. Det første stykke i trilogien omhandlede den forbudte kærlighed mellem søskende. Gruppen brugte hele vejen igennem videooptagelser og videokameraer som en aktiv del af forestillingen. De brugte op til 3 kameraer som sendte live billeder af bl.a. dem selv op på et lærred. Lærredet var udover en seng de eneste rekvisitter der var på scenen. Ellers bestod scenen kun af sorte tæpper der var hængt op. Samspillet mellem de rigtige personer og personerne på lærredet gav en glimrende vekselvirkning. Skuespillerne ydede en flot præstation. Der var kun 3 personer på scenen i første del, og det var udover Christian selv 2 unge piger, som gjorde det meget flot. 2. del som hed ”Iris” omhandlede Marilyn Monroes liv, og denne gang var det kun de 2 piger der var på scenen. Der blev hele tiden vekslet mellem fortid og nutid, så det var med at være opmærksom hele aftenen igennem. Alt i alt en rigtig god oplevelse for de ca. 40 medlemmer der var mødt frem. Det var en helt anden slags forestilling, end vi er vant til at se på vore scene - men det er jo altid dejligt med ny inspiration. Henny |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
9) My Fair Lady Overskæg... ægte! Bakkenbarter... ægte! Tyk mave... falsk!!! Det var varmt og upraktiskt at have maven på, men det var sgisme også sjovt. Og de sorte sko med den høje klik-lyd af hæle der klasker sammen lyder stadigvæk i ørerne ind i mellem. Det hele startede med audition i februar. En lidt speciel audition, for det var jo selveste Per Pallesen der sad dernede og skulle bestemme. Han var nu rigtig flink, og han var altid god for en vits eller 2 (til tider lidt under bæltestedet). Jeg havde øvet 5 replikker til rollen som Oberst Pickering, men fik kun lov til at sige én af dem.... til gengæld fik jeg sagt den mange gange før Per var tilfreds. Så gik der laaaaaang tid hvor man gik og ventede på at høre om man så også fik rollen eller om man i det hele taget kom med i ensemblet. Jeg fik som bekendt rollen og så gik jeg ellers i gang med at øve. Der var nogle måneder til vi rigtig skulle i gang, men den 16. august gik så starten til en intens øveperiode. Hver fredag, lørdag og søndag frem til 11. oktober og derefter var det hver aften indtil vi var færdige forestillingerne den 6. november. Hold fast hvor var det et godt hold der var blevet samlet. Alle var dygtige på deres område og alle var indstillet på at give alt hvad de kunne og havde i sig. Det var en fryd at være til en prøve – selv om man efter 6 timers knoklen var slatten som en gammel karklud – gik man fra prøven med en herlig fornemmelse. Også selv om man var blevet tæsket igennem i timevis fordi man ind i mellem kom til at lyde lidt for jysk. ”Husk at tale op”, sagde Per igen og igen. ”Ret dig op – du er soldat!” – var et andet af hans yndlingsudtryk. Jeg havde aldrig mødt Karsten Jansfort som spillede professor Higgins, så jeg var noget spændt da jeg skulle til København for at prøve med ham, Lisbeth Kjærulff og Per Pallesen. Alene det at skulle til København for at prøve gav jo en vis spænding. Den spænding forsvandt nu hurtigt. Karsten var en herlig, ligefrem, varm og top-professionel fyr. Han tog sig godt af alle han kom i nærheden af og kom med råd og vejledning, og han respekterede os ”amatører”. Jeg følte mig tryg ved at spille sammen med Karsten – hvilket betyder uendeligt meget, når man skal spille så intenst sammen som vi skulle. Der var flere af de medvirkende jeg kendte fra andre forestillinger, men det var herligt også at være sammen med Joan og Michael. Men pludselig var det hele overstået. 12 forestillinger på 14 dage og så var det slut. Flere af de medvirkende var allerede i gang med auditions andre steder: Palsgaard, Herning, Vilhelmsborg, Busbjerg.... og så er man spredt for alle vinde. Det var sjovt og herligt at stå på den store scene i Teaterhuset – men det er lisså sjovt og herligt at stå på den lille scene i Silkeborg Ny Teater. For det drejer sig jo om det samme: At give nogen en oplevelse – både andre og sig selv. |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
10) Minde ord om Kjeld Jørgensen
Fra Silkeborg Ny Teater ser vi taknemmeligt tilbage på perioden hvor Kjeld Jørgensen deltog på teatret. I årene som aktivt medlem deltog han blandt andet i kulissebygning og som spiller på scenen. Specielt husker vi hans stjernerolle som pianist i ”Svigermord” til trods for at han aldrig har kunnet spille klaver. Publikum opdagede intet før sidste bifald efter forestillingen, hvor han rejste sig med hænderne i vejret, mens klaveret spillede lystigt videre. Han havde altid et godt humør og var på alle måder en god medspiller. Kjeld Jørgensen døde pludseligt i september måned. Æret være hans minde. |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
11) Bestyrelsen
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
12) Kontaktpersoner
Hvis der er spørgsmål, idéer, problemer tager man fat i ovennævnte som kan give det videre til bestyrelsen eller hjælpe med at tingene bliver løst. |